Book 

Flemming Jensen

ring på 33 32 72 42 eller skriv en besked

Facebookside

Flemming Jensen

Flemming Jensen er et levende bevis på, at kultur er bredspektret.

Manden er aktiv inden for dansk teater – både som skuespiller, dramatiker og instruktør. På litteratursiden er han forfatter til romaner og novellesamlinger – udgivet både herhjemme og i udlandet. Som entertainer i revyerne og i shows er han også på hjemmebane – han har været stand-up’er, før nogen fandt på at kalde det sådan. Som debattør blander han sig jævnligt i politik, og han har endog ikke fundet sig for fin til at lave tv – han er manden bag dynger af julekalendere, drama, underholdnings- og rejseudsendelser. Og så er han altså foredragsholder.

Flemming Jensen er en garvet rotte i underholdnings- og foredragsbranchen. Du skal booke Flemming hvis du sætter pris på hans finurlige væsen eller uhøjtidelige og satiriske stil. Flemmings evne til at have mange historier i gang ind over hinanden og alligevel få dem alle afsluttet, er imponerende og gør at Flemming når langt omkring, når han ruller sig ud.

Flemming Jensen er oplagt som underholdning, konferencier og til foredrag – hvis det må indeholde et tvist af humor.

FOREDRAG

  • Grønland – det er her, det sner!

Med udgangspunkt i romanen JAKOB, der udkommer 23. august 2010, fortæller Flemming Jensen om det grønlandske fangersamfund, han har levet og leet i.
Emnet er alvorligt, men det hele sker i en hvirvelvind af anekdoter, latter og munter fornøjelse ved vore forskelligheder. Det er i basale samfund – hvor som helst på kloden – at vi finder kraften til at blive moderne mennesker – med os selv i behold. Her er Jensen helt på linje med den grønlandske ungdom af i dag. En ungdom, som han ser som lyset for enden af tunnellen – også fordi den sætter morskab højt og endnu ikke har ladet humor blive til hån.

Foredraget kan varieres mellem 45 min og 1 ½ time.
Det er sådan set ret sjovt …

  • Risikoen ved at være humorist er, at folk tror, at man laver sjov!

Om humoren som er en vigtig forudsætning for nuanceret kommunikation.
I foredrag fortæller Flemming Jensen, at der står al for stor respekt omkring folk, der er i dårligt humør – de betragtes som seriøse debattører, der bør tages alvorligt. Hvorimod der trækkes på skulderen af folk, der siger nøjagtigt det samme – men har intellektuelt overskud til at tilføje humor.

Foredraget kan varieres mellem 45 min og 1 ½ time.

  • I ly af latter

FLEMMING JENSEN faldt i grøden som barn – men ud over de 3 tv-julekalendere om Nissebanden, har han haft fingrene i meget. Alle revyerne fra Tivoli til Hjørrings guldalder – tv’s JENSEN-tonajt – han har spillet hovedroller på landets største scener fra Det Kongelige Teater over Folketeatret og Nørrebros Teater til forsamlings-huset på Avernakø – og lige nu er han på banen med en teater-forestilling sammen med Waage Sandø og ikke mindst en banebrydende nyskabelse – hvor ord og mening vender tilbage til revyen.

Han har boet flere år i et lille fangersamfund i Nordgrønland – og endnu flere år i en Barnaby-agtig landsby i  Sydengland (han er en af byens få overlevende). Har lavet tv-programmer, skrevet bøger om og kender som sin egen bukselomme steder som Bali, Prag, Uummannaq, Graubünden, Devon, Syditalien, Singapore, Sydafrika m. fl.

Han er skribenten bag de berømte Pallesen-Pilmark Shows, Dansk Naturgas, alle revyerne  etc.
I starten af dette årtusind er han vores mest spillede dramatiker med forestillinger som bl. a. Spindoctor, Let’s Kick Ass, Mogens og Mahmoud, Dronningen af Malmø, den danske version af Javel, hr. minister og meget mere. Desuden har han 14 bogudgivelser bag sig – hvoraf nogle også er udkommet i Frankrig og Italien.

Han har modtaget to franske litteraturpriser. Og så har han i 4 år været cirkusdirektør – både her og i Tyskland. Han er instruktør, foredragsholder og farfar.

Jesper Klein, Per Pallesen, Ove Sprogøe, Søren Østergård, Søren Pilmark, Niels Olsen, Aksel Strøbye, Waage Sandø, Otto Brandenburg, Omar Marzouk ….. hele banden og flere til har han arbejdet tæt sammen med, og de har alle sammen ret til at kalde ham idiot.

Og så har han været ejer af 28 hunde……

NU FORTÆLLER HAN OM DET HELE
– bag kulissen
– bag facaden
– bag bagsiden

FORLAGET SKRIVER:
Manden med de mange kasketter – og en enkelt nissehue…

I en underholdende og ærlig selvbiografi fortæller Flemming Jensen om et alvorligt liv fyldt med latter. En meget personlig øjenvidneskildring, hvor alderen mest tager form som smilerynker. Og så er han en af disse kunstnere, der aldeles utilbørligt blander sig i politik …
Du kender ham måske som grødnissen Lunte, som skuespiller, tv-vært, instruktør eller forfatter. Kært barn har mange kasketter.
I denne biografi er det forfatteren Flemming Jensen, som fortæller om mennesket Flemming Jensen. Ham, der skabte ængstelse hos sine forældre ved at lægge pegepinden på hylden og skifte den sikre lærergerning ud med det usikre liv som kunstner. Som har modtaget litteraturpriser i udlandet for sine bøger, han ikke kan få anmeldt herhjemme. Som stadig mærker savnet af sin bedste ven – Jesper Klein. Og som muligvis er den største trussel mod dansk film med (uoverlagte) mordforsøg på både Pilou Asbæk og Jesper Christensen.
For første gang svarer Flemming Jensen på mange års beskyldninger om at være flygtet i skattely i England.
Og så er han oppe på de kulturpolitiske barrikader og rynker panden over den del af danske kulturpresse, der er på pletten, når en surmulende, eksperimenterende gruppe i kropsnær trikot stiller sig op på en ølkasse i Sydhavnen – men end ikke viser interesse, hvis noget alvorligt på vore store scener lugter af munterhed.
‘I ly af latter’ er et selvportræt af en mand med mange jern i ilden og noget på hjerte – noget, der ikke kun skal grines af.
Flemming Jensen er forfatter, skuespiller, dramatiker, instruktør og foredragsholder. Han har haft fingre i en hel del: 18 bogudgivelser, 15 skuespil, tv-julekalendere og stribevis af tv-programmer, revyerne fra Tivoli til Hjørring. Han har spillet hovedroller på landets største scener fra Det Kongelige Teater til forsamlingshuset på Avernakø – og så har han boet i Grønland, i en Barnaby’sk landsby i Sydengland og været cirkusdirektør i Tyskland. Med andre ord: han har spredt sig.

Foredraget kan justeres i længde og fungerer både med og uden pause.

Book 

Flemming Jensen

ring på 33 32 72 42 eller skriv en besked

Facebookside

Tilmelding til vores nyhedsbrev