175-års jubilæumsforestilling

Oplev Zirkusdirektør Søren Østergaard og den genfundne zirkusdirektør Anders Lund Madsen i 175-ÅRS JUBILÆUMS FORESTILLINGEN ”NU MED NEON”

Den nye forestilling har premiere på Holmen i København 20. maj.

Igen i år er Nikola Dicklic kapelmester for den gigantiske trio.

Ideen bag Søren Østergaards zirkus er at præsentere publikum for det modsatte af stor-stadion-shows, stor-skærm-oplevelser, gigant-koncerter, mv. – og i stedet præsentere, hvad man måske kan kalde nærunderholdning.

Zirkusdirektør Søren Østergaard og Zirkusdirektør Anders Lund Madsen vil sammen med et væld af udenlandske artister sørge for, at du igen i år får en helt uforglemmelig oplevelse – du kan i løbet af sommeren møde dem i følgende byer:

København – Holmen 20. maj – 12. juli
Svendborg – Christiansminde 15. juli – 26. juli
Århus – Tangkrogen 29. juli – 23. august

De første 175 år
Ak ja. Tiden flyver, og nu er der allerede gået 175 år, siden Zirkus Nemo for første gang slog teltdugen til side og inviterede gæsterne indenfor. Og meget vand er løbet i åen siden da. Faktisk er der løbet helt præcis 1.23 millioner kubikmeter vand gennem åen, og det siger en hel del – både om Zirkus Nemo og om åen.
DEN SPÆDE BEGYNDELSE
Den 20. maj 1828 klokken 19.30 tændtes lyset over manegen i Zirkus Nemo for første gang nogensinde. Og lysene
ramte Zirkusdirektør Ambrosuis Østergaard og hans kompagnon, den undersætsige Zirkusdirektør Ebbe Lund
Madsen. Det var en dårlig dag at begynde på, idet samtlige artister havde lagt sig med nældefeber, og således gik
det slag i slag op gennem det nittende århundrede, indtil børnebørnene Vivi Østergaard og Marianne Lund Madsen
overtog det falmede telt i foråret 1886.
PIGERNES STORE TID
Vivi og Marianne blev for Zirkus Nemo, hvad brødrene Wright var for kogekunsten – en massiv saltvandsindsprøjtning og en uhyre dristig nyskabelse, der sine steder antog karakter af en egentlig genfødsel.
Vivi var den store kølige kvinde med overblikket og de våde dådyrøjne, mens Marianne var den lille vævre, intelligente og erotisk mageløse skabning, og måske var det derfor, de begge forelskede sig i den samme mand: Ib Ulm fra Dresden. Tusindkunstneren, pilfingeren og lokalpolitikeren Ib Ulm med de bløde fødder og fløjlstungen besvangrede begge kvinder selvsamme nat i 1890, og ni måneder senere fødte Vivi og Marianne hver en søn, der fik navnet Ib efter faderen.

IBS NEDTUR
Vivi og Marianne mælede ikke et ord til hinanden efter affæren med Ib. Og hvad værre var: Ib og Ib talte heller aldrig med hverandre! Og de sagde heller ikke noget til Ib, hvilket var ret urimeligt, idet han faktisk var en rar fyr. Følgelig blev Zirkus Nemo en underlig rodet forestilling – præget af tilfældigheder og manglende kommunikation.
Legendariske var de mange aftener, hvor alting druknede i slagsmål mellem Ib og Ib, eller endog Ib og Ib og Ib og
Vivi og Marianne, og selv om det tiltrak et vist publikum, sygnede Zirkus hen og visnede bort.
DE SORTE ÅR
Så skete der ikke noget i 90 år. I Zirkus Nemo altså.

SØREN & ANDERS
Men i 1999 – det sidste år i det 20. århundrede mødte Ib Østergaards oldebarn Ib Lund Madsens oldebarn, og da
de ikke umiddelbart kunne genkende hinanden, besluttede de at relancere Zirkus Nemo under det mere tidssvarende og mundrette navn Zirkus Nemo. Og resten er historie.

 

Nemonismen – også for dig!
I en tid, hvor alting synes uden mål, og ingenting giver mening, synes behovet for noget at tro på at vokse sig større og større. Men hvad gør man, hvis man gerne vil tro på noget, og det, der findes på markedet virker lidt… skal vi sige vidtløftigt? For lad os da være ærlige: De fleste religioner er ret langt ude og fordrer en hel del god
vilje for at glide ned. Tag bare animismen, hvor man forventes at tro på, at der er sjæl i en pose småsten – eller kristendommen, hvor Kain drager væk og slår sig ned i en anden by – selv om han er søn af Verdens første mor og far! Hallo? Hvem er det så lige, der bor i den der anden by, hva’? Og sådan er det hele vejen igennem. Problemet for det moderne menneske er, at det gerne vil have noget at tro på, men det har ikke tiden til at finde den rigtige
tro, fordi der er så mange og så meget at sætte sig ind i, og så skal børnenes skole-hjemsamtaler også passes, og
sommerhuset og hvad ved vi. Så hvor går det moderne menneske hen, når det vil have noget at tro på i en fart?
Det går til Nemo, gør det. Velkommen i nemonismens favn. Velkommen mit barn, kom indenfor og sæt dig ned. Du er blandt venner her. Venner, der ikke kræver andet af dig, end lige præcis det, du har at tilbyde. For nemonismen
kræver intet af sine tilhængere. Absolut intet. Selve navnet Nemo betyder som bekendt intet, hvilket ikke er det
samme som, at det ikke betyder noget. Det betyder bare ingenting, og det er netop dette ingenting, nemonismen med held har forsøgt at overføre til en egentlig trosretning. Du kender det fra dig selv: De mange spørgsmål og de forbasket få svar. De stille stunder ved nattetide, hvor alting med ét bliver trist, og målet for selve tilværelsen synes at flade ud af sigte. Hvad nytter det hele? Hvem har glæde af lille mig? Hvad glæde har jeg af noget som helst? Er der en mening med alting? Og hvornår går bussen? Grundlæggende spørgsmål om tilværelsen forbliver ubesvarede, og selv hvis man gør sig den ulejlighed at støve en eller anden trosretning op, så vil denne trosretning i bedste fald kun være i stand til at give vage anvisninger på disse grundlæggende spørgsmåls besvarelser. Sådan er nemonismen ikke. Vi har klare svar på alt. Meningen med livet? Ha! Det er et af de nemme spørgsmål, for det er som bekendt 42, og med hensyn til hvilken glæde, andre mon har af dig, så ville det måske være en bedre ide at spørge: Hvilken glæde synes de andre, de burde have af dig – og hvorfor spørger de så ikke bare direkte, i stedet
for at gå som katten om den varme grød? Og bussen går som vinden blæser. Nemonismen er den moderne tro for det 21. århundrede. Her er ingen rabatter og bonusfis – til gengæld får du det til nettopris, som digteren formulerer det i en kendt sang. Nemonismen har ingen gud, for den slags overlader vi helt til dig. Nemonsimen har ingen
forbud og heller ingen påbud. Der er intet, du skal og intet, du ikke må. Nemonismen er din ven. Og lige som i en
bogklub, så behøver du ikke at gøre noget som helst for at være med. Faktisk skal du gøre en hel del for ikke at være med. Velkommen i flokken. Sæt dig ned og slap heeelt af. Alting er ok. Intet er forkert. Livet bliver som en
leg, når nemonismen viser dig vej.

zirkus nemo jubilæum
Tilmelding til vores nyhedsbrev