Zirkus Nemo – det første år!

Hvad er Zircus Nemo?
Vi vil gerne have, at De betragter Zircus Nemo som Deres ven. Nå-ja, så i hvert fald som Deres gode kammerat. Vi er fuldstændig syge efter, at De skal holde af os og tænke med venlighed på os. Det er vort fornemste mål.
Vi er ikke farlige. Vi er rare. Ikke tossegode og ukantede – men til at stole på. Gentlemen om man vil. Vi vil more Dem, underholde Dem og gøre Dem glad. Vi vil få dem til at glemme noget – og huske noget andet, som De måske havde glemt. Vi vil få Dem til at le og græde.

Hvem er Zircus Nemo?
Vi er Søren Østergaard og Anders Lund Madsen. Med musik af Frans Bak og en dælens dreven trommeslager, der kan ALT med lyd. Plus overraskelser. Vi er ikke et cirkus. Vi er ikke en revy. Vi er ikke et standup show på turne. Vi er os selv, og vi er i et telt, fordi vi kan lide telte og den fornemmelse, de giver. Og her tænker vi ikke på den omsiggribende savsmuldslugtende cirkusfornemmelse, der nemt kan virke noget tam og smålummer nu om dage, men fornemmelsen af nærhed, hygge og her-og-nu. Vi er på en scene, meget tæt på publikum. Og publikum er meget tæt på os – på mere end én måde – og dét kan vi godt lide. Også fordi det ikke er et stort telt. Der kan være lidt over et par hundrede ad gangen, og det betyder, at vi kan lære hinandens navne at kende, hvis bare forestillingen er lang nok. Og der er plads til børn. Og til gamle. Og ikke mindst til dem i 20’erne og 30’erne og 40’erne og 50’erne som der ellers ALDRIG er plads til nu om dage. fordi det hele er forbeholdt deres unger eller forældre. Måske skulle vi blot skrive: Familier. I den bredest mulige betydning. Plus enlige. Men ingen dyr. Der sætter vi grænsen!

Hvordan er Zircus Nemo?
Vi er sjove. Vi er rigtig, rigtig sjove. Og også poetiske. Vi er stille. Søren er i hvert fald – for han må næsten ikke sige noget. Og også støjende, for Anders er ikke til at lukke munden på en hel aften. Og så udfører vi numre. De mest utrolige numre, faktisk. For eksempel vil man kunne se det mest utrolige fiskedressur-nummer i Danmarkshistorien. Og den vel nok dårligste bugtaler. Og Europas farligste dødsdrome. Og en hygiejne-politisk tale, der snildt kan starte en folkebevægelse i løbet af sommeren. Og et menneskelignende væsen, der ikke kan leve over vand – men alligevel forsøger. Og en historie om hår. Og et tankelæser-nummer som vil forbløffe. Og så meget mere. Plus overraskelser. Og alt sammen iført de smagfulde og kun let brugte uniformer fra den nedlagte Varde Garde, som vi fik billigt.

Hvorfor er Zircus Nemo?
Fordi det ikke kan være anderledes. Fordi dette land har brug for noget nyt. Fordi vi kan genføde den danske folkesjæl og grine ad den samtidig. Og fordi Søren har taget Anders’ familie som gidsler.

”Den seksstjernede latter”…”Se dem før de bliver bedre end Monty Python – Søren Østergaard og Anders Lund Madsens crazy cirkus-show er guddommelig humor” ****** Ekstra Bladet

”Zirkus Nemo – en pløk-vidunderlig sommerfornøjelse….det er ærlig, kærlig komik på et meget højt plan” ***** B.T.

Og så fem SJOVE slogans. 1. Det er ikke en demo – det er Nemo!
2. Ingen dyr! Intet savsmuld! Nul strutskørt! Bare Nemo.
3. Zircus Nemo – en sommerven med duft af hyld.
4. Østergaard & Madsen – Danmarks svar på Nordkorea og Sydkorea.
5. Stil krav. Det gør Østergaard & Madsen nemlig ikke.
– og et par ekstranumre: 6. Stil krav. Og tjek altid kvitteringen bagefter.
7. Stil krav. Men overdriv ikke. Vi skal jo også leve af det her.
8. Smil brag. Det gør vi.
9. Vanvid! Hygge! Gru! Plus det løse…

Tilmelding til vores nyhedsbrev