Tilmeld dig nyhedsbrevet for at være blandt de første, som hører nyt!
Om Ørkenens Sønner.
Det var en flok kammerater fra Århus Teaters skuespillerskole – Asger Reher, Søren Pilmark, Anders Bircow og Preben Kristensen – der slog sig løs med munter musikalitet. Samarbejdet hørte dog snart op igen, og Bircow og Kristensen gik deres egne obskure veje med en ny makker. En del år senere mødtes Søren Pilmark, Henrik Koefoed, Flemming Enevold og Asger Reher på Det Kongelige Teater, og her på Nationalscenen hyggede de sig i pauserne med at synge flerstemmigt og fortælle vittigheder. Med inspiration fra Gøg og Gokke-filmen Sons of the Desert (1933) fik de ideen til en syngende herreloge med fez og skråbånd, og de afprøvede konceptet som midnatsshow under forholdsvis beskedne omgivelser på Restaurant Allégade 10 i 1991.
Her kunne et lille, men begejstret publikum opleve de prægtige logebrødre i fri dressur. Omar Papa (Søren Pilmark), Yassirfir Dosirfem (Henrik Koefoed), Ali Bubbas Barkhar (Asger Reher) og Lyb Nuteh Ibrahim (Flemming Enevold) samt Oraklet (Ole Ousen) ved guitaren slog karlekammertonen an, så det høje og det lave forenedes på en uforglemmelig måde. Efter en personalemæssig omrokering – hvor Khamel Ull-Zuut (Niels Olsen) trådte ind i stedet for Flemming Enevold, der havde fået travlt som direktør på Gladsaxe Teater – fortsatte gruppen under større forhold på Bellevue Teatret med en ny, forlænget udgave af showet i 1994, efterfulgt – med større og større publikum – af forestillingerne Gå aldrig tilbage til en fuser (1997), En storm i et glas vand (2001), Et skud i tågen (2004), En Sang fra de varme land (2007) og nu VARM LUFT i Canal Grande (2011) der er kommet land og rige rundt.
I dag står Ørkenens Sønner som et højdepunkt i vor tids kultur – i hvert fald inden for området sjofel, flerstemmig herresang. Disse suverænt talentfulde kunstnere har gang på gang overgået sig selv med en unik blanding af smægtende skønsang, robust scenekunst og lummert vid, der altid går lige til det pulserende hjerte – under bæltestedet. Her er tale om kunstneriske udfoldelser, der agtes som klenodier i den dansk-ægyptiske kulturarv, mirakler, som får smagsdommere og kulturkamp til at forstumme.
Yderligere informationer om Ørkenens Sønner og turne: www.OrkenensSonner.dk
Der er faktisk reelt tale om 9 shows i alt – men officielt taler vi om 8 shows.
1. 1991 (sønnernes første show, ikke udgivet på noget medie, forestillingen spillede på Allégade, består kun af et sæt, som blev til første sæt i 1994; det eneste show med Flemming Enevold).
2. 1994 (udgivet på vhs og dvd; forestillingen spillede på Bellevue Teatret med efterfølgende landsturne; Niels Olsen erstattede Flemming Enevold).
3. 1997 – Gå aldrig tilbage til en fuser (udgivet på vhs og dvd; spillede på Bellevue Teatret med efterfølgende landsturne).
4. 2001 – En storm i et glas vand (udgivet på vhs og dvd; spillede på Bellevue Teatret med efterfølgende landsturne).
5. 2004 – Et skud i tågen (udgivet på dvd; spillede på Bellevue Teatret med efterfølgende landsturne).
6. 2007 – En sang fra de varme lande (udgivet på dvd; spillede i Glassalen, Tivoli med efterfølgende landsturne).
7. 2011 – VARM LUFT i Canal Grande (udgivet på dvd; spillede i Glassalen, Tivoli med efterfølgende landsturne).
8. 2015 – Een gang til for prins Knud (udgivet på dvd; spillede i Glassalen i Tivoli med efterfølgende landsturne)
9. 2019 – En fez i en hornlygte (premiere 31. oktober 2019 i Teltet på Bakken med efterfølgende landsturne)