Musical-versionen af Far til Fire tager sit udgangspunkt i Kaj Engholms oprindelige tegneseries lidt naive, gammeldags verden af i går. Ikke med nogen præcis tidsangivelse – men nok lidt nærmere 50erne end vores egen tid. Vi er således i en noget anden verden end de nye film i serien, hvor universet er blevet moderniseret og ført frem til i dag. Musicalen tager tilbage ved udgangspunktet – dengang julen altid var hvid og børn næsten ikke var forkælede…
Det er sommer, det er sol og det er søndag de fleste dage om ugen. Lille Per glæder sig – som alle raske drenge – til jul. Men snart trækker mørke skyer ind over Blomstervænget. Den lille familie og ikke mindst børnene er pludselig tvunget til at kæmpe for alt hvad de har kært, hvis det igen skal lugte brunt og brændt omkring dem. Det vil kræve et voldsomt opbud af barnlig opfindsomhed, snilde, mod og ikke mindst et utal af sange. Vil det lykkes Mie, Ole og Lille-Per at redde julen, fars ære og familiens eksistensgrundlag? Vil Søs få sin Peter? Og vil Onkel Anders få realiseret sin hemmelige drøm om én gang at være julemand? Få svarene, når tæppet går for forestillingen…
Medvirkende: Niels Olsen, Finn Nielsen, Jeanne Boel, Kristine Yde m.fl. Instruktion: Joy-Maria Frederiksen. Kapelmester Joakim Pedersen.