I begyndelsen

Hvordan det hele begyndte?

Ja, på baggrund af arkæologiske studier on location i Århus og Cairo såvel som flere opslag i Grimbergs Verdenshistorie står det nu klart, at kimen til sangerlogen Ørkenens Sønner lå i en herresangkvartet - Barbershop Harmony - som helt tilbage i 1977 kunne opleves på natlige beværtninger, mest i Århus (samt en enkelt gang på tv).

Det var en flok kammerater fra Århus Teaters skuespillerskole - Asger Reher, Søren Pilmark, Anders Bircow og Preben Kristensen - der slog sig løs med munter musikalitet. Samarbejdet hørte dog snart op igen, og Bircow og Kristensen gik deres egne obskure veje med en ny makker. En del år senere mødtes Søren Pilmark, Henrik Koefoed, Flemming Enevold og Asger Reher på Det Kongelige Teater, og her på Nationalscenen hyggede de sig i pauserne med at synge flerstemmigt og fortælle vittigheder. Med inspiration fra Gøg og Gokke-filmen Sons of the Desert (1933) fik de ideen til en syngende herreloge med fez og skråbånd, og de afprøvede konceptet som midnatshow under forholdsvis beskedne omgivelser på Restaurant Allégade 10 i 1991.

Her kunne et lille, men begejstret publikum opleve de prægtige logebrødre i fri dressur. Omar-Papa (Søren Pilmark), Yassirfir Dosirfem (Henrik Koefoed), Ali Bubbas Barkhar (Asger Reher) og Lyb Nuteh Ibrahim (Flemming Enevold) samt Oraklet (Ole Ousen) ved guitaren slog karlekammertonen an, så det høje og det lave forenedes på en uforglemmelig måde. Efter en personalemæssig omrokering - hvor Khamel Ull-Zuut (Niels Olsen) trådte ind i stedet for Flemming Enevold, der havde fået travlt som direktør på Gladsaxe Teater - fortsatte gruppen under større forhold på Bellevue Teatret med en ny, forlænget udgave af showet i 1994, efterfulgt - med større og større publikum - af forestillingerne Gå aldrig tilbage til en fuser (1997), En storm i et glas vand (2001), Et skud i tågen (2004) og nu En Sang fra de varme land (2007) der er kommet land og rige rundt.

I dag står Ørkenens Sønner som et højdepunkt i vor tids kultur - i hvert fald inden for området sjofel, flerstemmig herresang. Disse suverænt talentfulde kunstnere har gang på gang overgået sig selv med en unik blanding af smægtende skønsang, robust scenekunst og lummert vid, der altid går lige til det pulserende hjerte - under bæltestedet. Her er tale om kunstneriske udfoldelser, der agtes som klenodier i den dansk-ægyptiske kulturarv, mirakler, som får smagsdommere og kulturkamp til at forstumme.

Hvis The Beatles havde været Ørkenens Sønner, havde drengene fra Liverpool båret fez og skråbånd. Og hvis de bare havde indset det i tide, ville det 20. århundrede måske have set helt anderledes ud...